Vedtægter Kronjyllands Håndbolddommerklub

§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1: Foreningens navn er Kronjyllands Håndbolddommerklub, og den er stiftet 27. marts 2023.

Stk. 2: Foreningens hjemsted er Randers.

§ 2 Formål
Foreningen har til formål at fremme medlemmernes interesse i at dyrke idræt i form af håndbolddommergerningen, herunder uddannelse og efteruddannelse og yde moralsk og fagligt støtte. Foreningen har også til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv i foreningen og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen gennem folkeoplysende aktiviteter. Foreningen varetager disse interesser på et almennyttigt grundlag.

§ 3 Tilhørsforhold til andre organisationer
Stk. 1: Foreningen er tilsluttet Dansk Håndbold/Dansk Håndbold region nord under Danmarks Idrætsforbund. Foreningen er upolitisk og er underlagt disse organisationers regler og bestemmelser, herunder til enhver tid gældende spille- & turneringsreglementer.

Stk. 2: Indmeldelse og udmeldelse af organisationer er et generalforsamlingsanliggende.

§ 4 Medlemsforhold
Stk. 1: Som aktivt medlem kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål og betaler kontingent for en periode på mindst tre måneder – geografiske håndbolddommere i Nord- og Syddjurs, Viborg, Faurskov, Mariagerfjord og Randers Kommune. Bestyrelsen kan dog behandle og beslutte dispensationer til bopælspligten i særlige tilfælde.

Stk. 2: Der kan på samme måde optages passive medlemmer.

Stk. 3: Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer med taleret på generalforsamlingen.

Stk. 4: Ethvert aktivt medlem har ret til at deltage i foreningens aktiviteter og tilbud samt til demokratisk medindflydelse på foreningens forhold efter disse vedtægter. Et passivt medlem har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men har alle øvrige medlemsrettigheder. For udøvelse af stemmeret på generalforsamlingen gælder bestemmelsen i § 7, stk. 4.

Stk. 5: Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og øvrige bestemmelser. Medlemmerne er desuden forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som foreningen er tilsluttet.

Stk. 6: Anmodning om medlemskab behandles af bestyrelsen, og medlemskabet gælder fra, at bestyrelsen har oprettet det. Bestyrelsen kan kun afslå medlemskab, hvis der foreligger en særlig begrundelse herfor. Afslag på medlemskab, dog ikke som følge af venteliste, kan kræves indbragt for generalforsamlingen af den, der har fået afslag. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afslaget er meddelt. Anmodningen behandles på førstkommende generalforsamling.

Stk. 7: Udmeldelse sker skriftligt ved meddelelse til bestyrelsen. Udmeldelse kan ske med én måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode.

§ 5 Kontingent
Stk. 1: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer – f.eks. for passive medlemmer.

Stk. 2: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform.

Stk. 3: Hvis et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, slettes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.

§ 6 Udelukkelse og eksklusion
Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, hvis vedkommende handler til skade for foreningen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlems forpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører.

Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Medlemmet kan desuden anke eksklusionen på førstkommende generalforsamling, hvor endelig afgørelse bliver truffet ved simpelt flertal.

Stk. 3: Hvis et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen spørgsmålet.

Stk. 4: Dansk Håndbold region Nord´s og DGI´s turneringsudvalg opfordres til at orientere bestyrelsen om indberetning af dommere samt den af udvalget trufne afgørelse.

§ 7 Ordinær generalforsamling
Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.

Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt senest den 15. maj.

Stk. 3: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 3 ugers varsel ved opslag på Facebook eller andre relevante medier eller e-mail til alle medlemmer med kendt emailadresse. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Denne bestemmelse er ikke gældende for forslag af medlemmer til opstilling ved valgene. Endelig dagsorden udsendes senest en uge før generalforsamlingen på samme måde som indkaldelsen, og
den endelige dagsorden skal indeholde oplysning om de forslag, som skal behandles, de valg, der skal foretages, og regnskab og andre bilag til dagsordenen skal medfølge.

Stk. 4: Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt personer bestyrelsen har inviteret. Stemmeret har alle medlemmer, der har været medlem af foreningen i mindst to måneder og ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Medlemmer fra det fyldte 15 år kan selv udøve medlemsret-tighederne, herunder stemme på generalforsamlingen.

Stk. 5: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

Stk. 6: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Til vedtægtsændringer og beslutning om opløsning kræves dog kvalificeret flertal, jf. §§ 13 og 14. Ved personvalg er den valgt, der opnår flest stemmer.

Stk. 8: Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 15 år. Flertallet i bestyrelsen skal dog udgøres af personer, der er fyldt 18 år.
Valgbar som revisor er ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
Personer som er medlem af en anden dommerklub, kan dog ikke vælges ind i bestyrelsen eller vælges som suppleant til bestyrelsen og de kan heller ikke vælges som revisor eller revisorsuppleant.

Stk. 9: Dirigenten afgør spørgsmål om afstemninger. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.

Stk. 10: Bestyrelsen sørger for, at der tages referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

Stk. 11: Dommerpåsætter fra Dans Håndbold region nord bliver inviteret til generalforsamlingen.

§ 8 Dagsorden for ordinær generalforsamling

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning
3) Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år
4) Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år
5) Behandling af indkomne forslag
6) Valg til bestyrelsen
a) Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år. (3 i ulige år)
b) Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år. (2 i lige år)
c) Valg af en suppleant. (hvert år)
7) Valg af 2 revisorer for 2 år. (en hvert år)
8) Valg af revisorsuppleant. (hvert år)
9) Kåring af årets dommer(e)
10) Eventuelt

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
Stk. 2: Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme måde som for ordinær generalforsamling.

§ 10 Bestyrelsen
Stk. 1: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Stk. 2: Bestyrelsen består af 5 medlemmer (som udgangspunkt formand, næstformand, kasserer, Arrangement ansvarlig og uddannelsesansvarlig). Bestyrelsen konstituerer sig selv, og foretager nødvendig fordeling af opgaverne. Alle valg sker på ordinær generalforsamling for to år. I ulige år vælges 3 personer og i lige år 2 personer. Én suppleant vælges hvert år for et år. Hvis en suppleant indtræder i bestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 3: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved simpelt flertal. Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder.

§ 11 Regnskab og revision
Stk. 1: Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2: Bestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af generalforsamlingen.

Stk. 3: Regnskabet revideres af de af generalforsamlingen valgte revisorer. På hver ordinær generalforsamling vælges to revisorer for to år (en hvert år).

Stk. 4: Revisoren skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisoren skal forsyne årsregnskabet med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at påse bogføring og foreningens beholdninger.

§ 12 Tegningsret og hæftelse
Stk. 1: Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over 5.000 kr. kræver det dog underskrift af formand samt kasserer.

Stk. 2: Bestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen.

Stk. 3: Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Bestyrelsesmedlemmer hæfter heller ikke for disse forpligtelser.

§ 13 Vedtægtsændringer
Stk. 1: Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stk. 2: Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres efter reglerne om vedtægtsændringer.

§ 14 Opløsning
Stk. 1: Beslutning om foreningens opløsning kan vedtages på en generalforsamling når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på generalforsamlingen. Hvis der ikke er nødvendigt fremmøde, kan der blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsning kan ske ved simpelt flertal.

Stk. 2: På den afsluttende generalforsamling skal træffes beslutning om, hvilke almennyttige formål foreningens formue skal anvendes til. Ingen medlemmer kan få andel i formuen.

Stk. 3: Til at forestå opløsningen af foreningen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.

Vedtaget på stiftende generalforsamling 27. marts 2023.
Revideret på generalforsamlingen den 11. marts 2024.

Knud Overgaard
Dirigent


Keld Haunstrup Allan Kobstrup
Jens Stenov Kristoffersen Jonas Larsen